Nørholm Gods

Jeg har mange gange tænkt, at jeg ville ind for at lure, at jeg skulle tage farten af bilen, blinke og dreje ind af den lille vej, der fører hen til Nørholm Gods.

Jeg kan huske, at vi var til julemesse derinde, da jeg var lille, men det er mange år siden nu, og jeg har kun få erindringer om stedet, hvor min morfar for mange år siden blev født.

Jeg tager farten af bilen, blinker og drejer ind af den lille vej, der fører hen til Nørholm Gods. Jeg standser bilen og går rundt og kigger.

I dag kigger jeg på billedet af det lille barn i den gamle fine barnevogn. Jeg prøver at finde de ansigtstræk, jeg kender så godt, men som nu tilhører en gammel mand i mine erindringer om min morfar. Han ville have været omkring 100 år, hvis han levede i dag.

Kemisk søvn

Tre nætter uden sovemedicin - jeg har sovet tre nætter helt af mig selv.

Siden jeg blev indlagt i slutningen af august, har jeg hver nat sovet en kemisk søvn, som en af sygeplejerskerne kaldte det (= 1 beroligende pille + 1 sovepille.)



I tre måneder har jeg ikke kunne sove af mig selv, men nu er det slut, nu går det den rigtige vej, nu har jeg det bedre, nu kan jeg styre tankerne om dagen og om natten, nu ligger der ikke frygt bag mit smil (= bevidst valgt naivitet).



På distrikt psykiatrien går jeg til samtaler hos en psykolog. Det er endnu ikke lykkes mig at komme til en samtale, hvor jeg kunne fortælle, at jeg har det godt. Det kan jeg på mandag...



Nu hvor jeg har det godt, så vælger jeg bevidst og ubevidst at slette følelserne og smerterne fra før. Nu hvor jeg har det godt, så tænker jeg, at jeg aldrig får det dårligt igen. Jeg tror på det, men det gør min fornuft ikke...



I går arbejdede jeg hele dagen uafbrudt, konstant, kun med får tissepauser og rygepauser, jeg blev ved og ved og ved... I dag vil jeg gøre det sammen, jeg kan mærke pulsen, jeg kan mærke lysten, jeg kan mærke glæden, jeg kan læse mine tekster, skrive mine tekster, gennemskue mine tekster, jeg kan nyde mine tekster, jeg kan slette mine tekster - i dag kan jeg alt... og hvorfor mon...

Mor og far engang for længe siden...

At skrive er hårdt arbejde...

Hvor er det hårdt at skrive og redigere, at genlæse, skrive og redigere. Min roman er nu præcis 100 sider. Det er mange sider og rigtig svært at bibeholde overblikket, så teksterne holder sig til samme stil og stemme. Romanen er delt op i fem dele, og hver tekst har et nummer. Teksterne varierer mellem samtaler, refleksioner, beskrivelser, breve, fantasier, tanker mm.

Hvor er det hårdt og ensomt at skrive og redigere, at genlæse, skrive og redigere. Jeg mangler feedback, jeg mangler en partner, jeg mangler anerkendelse og bekræftelse. Den eneste anerkendelse er min egen, men det er også den vigtigste. Ensomheden er en del af processen, det ved jeg nu, men det er hårdt at arbejde i så mange år alene og uden læsere. Jeg skriver ikke til computeren, selvfølgelige vil jeg gerne have læsere, men det bliver en helt anden kamp...

Måske lyder det en smule navlebeskuende at søge anerkendelse og bekræftelse, men sådan har jeg det, jeg trænger til at stå med et færdigt resultat. Jeg trænger til at få dette stempel, der gør, at jeg gerne må elske at skrive, og at jeg måske også kan finde ud af det, at mit lange og store arbejde har båret frugt, som man så fint siger...

På mit sengebord

Jeg har lige læst: Børnene af Ida Jessen
Jeg læser: Kærlighedens veje og vildveje af Pablo Llambías

Hvad ligger der på dit sengebord?

Morgenstund har guld i mund

Det er mørkt, jeg sidder med vattæppet omkring mig, det regner. Jeg kan mærke, at larmen fra regnen skaber urolige tanker i mit hoved. August sidder foran fjernsynet og ser Thomas tog. Jeg drikker lidt kaffe og suger på enden af cigaretten. Jeg kan høre August på den anden side af vinduet, han kalder på mig, han siger mere. Jeg ved, at der kommer endnu et afsnit af Thomas tog, jeg venter til han stopper med at kalde - larm - blæst - regn. Nu ved jeg, at han igen er optaget af det lille blå tog, der gør gode gerninger på øen. Jeg drikker lidt kaffe og suger på enden af cigaretten.

Jeg trækker vattæppet rundt om mig, jeg åbner døren ind, jeg lukker døren. Jeg lader vattæppet falde ned på gulvet, jeg lader det ligge og går ud i køkkenet. Kaffekoppen stiller jeg på køkkenbordet. August kalder igen på mig, han siger mere. Jeg går ind i stuen, jeg siger, at der kommer et afsnit mere. Jeg siger, at han skal i bad, når han har set det. Han putter sig under sin dyne. Thomas tog har igen taget hans opmærksomhed.

Kaffe eller sygdom?

Blodet pumper i min krop, jeg har svært ved at fokusere, møbler og vægge vælter forbi, regnen på vinduerne og blæsten i træerne stresser. Jeg tænker, om jeg eventuelt er hypermanisk, eller om jeg bare er Anne Mette, der har drukket for meget kaffe. Der er så nemt at tænke sygdom, når jeg ikke kan genkende mig selv, eller det der sker i min krop.

Er dette en indbildt fornærmelse?: "du er en kliché, en manisk skrivende kliché." eller er det en fornærmelse? Han grinede og vi pjattede, da han sagde det. Jeg sagde, at jeg selv havde tænkt over det, at jeg endda havde skrevet det i mit kladdehæfte, da jeg var indlagt. Hans ord klinger stadig i mit hoved. Han sagde, at det var for oplagt, at jeg skrev i min tilstand eller noget i den dur. Jeg tænker, at jeg jo ikke har valgt at skrive på baggrund af min tilstand, men jeg kan selvfølgelig godt se, at det klinger af kliché.

Mennesker med deres eget særpræg

På det psykiatriske hospital sad jeg ofte i kælderværkstedet, der havde åbent fra 13-15. En dag, da jeg var i gang med at reparere min lædertaske, kom der en kvinde ind i lokalet. Jeg kiggede op, og med det samme blev jeg tryllebundet af hende. Hun havde utallige smykker på, ringe på alle sine fingre, endda flere, hun havde mange kæder om halsen og armbånde op ad sine arme. Jeg arbejdede videre. Jeg havde en dag, hvor jeg ikke snakkede så meget.

Jeg så hende flere gange på afdelingen, og en dag snakkede jeg med hende. Jeg fortalte, at jeg var meget fascineret af alle hendes smykker. Hun fortalte, at hun skiftede mellem sølvsmykker og guldsmykker. En dag tog jeg et billede af hende. Jeg fik lov til at lægge det herind. En uge efter tog hun hjem.

Hvorfor blogge?

En dag fandt jeg en blog via facebook. Det var Rikkes blog (http://www.mamalover.blogspot.com/). Jeg begyndte at følge med og blev hurtigt fanget og inspireret til selv at begynde at blogge. Hun skriver om sin dagligdag, sine op og nedture og de store og små ting hun oplever. Det jeg fik og får ud af at læse hendes blog var og er, at kigge ind i hendes verden, og opleve hvordan et andet menneske lever sit liv. Mellem linjerne kunne jeg mærke, hvordan hun også fik og får noget ud af at blogge: hun kommer af med sine tanker og reflekterer på skrift, hvilket jeg mener, er en af de mest effektive måder at forholde sig til de til tider skræmmende ting, som sker i livet.

Jeg bruger min blog til at komme af med alle de tanker, som tager alt for meget plads i mit hoved. Jeg bruger min blog til at lege med sproget. Jeg bruger min blog til at forstå, hvem jeg er. Jeg bruger min blog til at reflektere over min skrivning. Jeg er glad for at have opdaget denne lille verden, som blogland er...

- En hoppetur i mors og fars seng -

DET HJALP...

Jeg har svært ved at skrive i disse dage. Jeg savner at ordene vælter ud af mig. Det sidste indlæg skrev jeg i går og er bygget på vrede. Efterfølgende oplevede jeg en lethed i min krop. I dag skal jeg have skrevet noget, det har jeg bestemt! Min roman er nu på 96 sider. Når jeg er væk fra den, så bliver jeg i tvivl - i tvivl om værdien i at skrive, i tvivl om jeg overhovedet ønsker at blive udgivet, hvis det er muligt at få den antaget af et forlag, i tvivl om den tekstlige værdi i romanen... Jeg hader at tvivle, men tror det er en del af processen, skriveprocessen og sygdomsprocessen.

Det har været nogle hårde dage, men der er bedring på vej... I går var jeg til samtale på distrikt psykiatrien, det var hos overlægen - han kunne ikke rigtig gøre noget, men det hjalp.

Notekladdehæfterne ligger ved siden ad mig, så i gang med mig, men først en cigaret, brænde i brændeovnen, så den ikke går ud, tjekke mail, men så i gang med mig...

- Vi skræmmer for at få stemmer -

Pia Kjærsgaards ansigt troner i et nærbillede hen over skærmen. Jeg zapper væk. Jeg finder et afsnit af Min fede familie. Her er der mennesker, der kæmper sig ned i vægt, og som sikkert ikke har gennemskuet hende den smilende kvinde, hvis rynker bliver tydeligere, når hun smiler. Hvis man vælger at deltage i et program, der bliver kaldt Min fede familie, så tænker jeg, at jeg gerne må have visse fordomme, jeg tænker, at mange mennesker vil gøre alt for at blive set, de vil gøre alt for at få det bedre, de vil endda stemme på Dansk Folkeparti, for de har nemlig nogle fif, der gør, at de skræmmer for at få stemmer. Måske skal jeg skrive til Pia og give hende idéer til et nyt slogan: Vi skræmmer for at få stemmer! Pia er nemlig dygtig, Pia har fundet en god fidus. Jeg zapper tilbage til Pia, så hun rigtig kan trykke på mine knapper. Hun siger: Vi i Dansk Folkeparti vil sørge for, at alle de mennesker, som ikke vil lade sig integrere i det danske samfund, kan modtage 100.000 kr for at rejse hjem.
Jeg ringer til kommunen og siger, at jeg ikke vil lade mig integrere i det danske samfund, om jeg må få 100.000 kr, så jeg kan rejse til et andet land. Den venlige kvinde spørger, hvor jeg oprindeligt kommer fra. Jeg siger, at jeg kommer fra Danmark. Der er en lille pause mellem os. Hun siger, at jeg er hjemme. Jeg siger, at det ikke føles sådan.

Dansk Folkepartis fidus: De tager æren for alt det gode, der sker i samfundet, og giver Venstre og Det Konservative folkeparti skylden for alt det, der går galt. Venstre og Det konservative folkeparti har lært noget af deres lange samarbejde med Dansk Folkeparti: de tager æren for alt det gode, der sker i samfundet, og giver kommunerne skylden for alt det dårlige, der sker. De siger: Kommunerne har fået mange flere penge i 2009, end de fik i 2008. De giver penge og derved ansvaret videre til kommunerne, så behøver de jo ikke tage ansvar for noget!

Dansk Folkepartis fidus: Mennesker har brug for tryghed, de fremmede i vores land, er ikke lig med tryghed, medierne viser os, hvordan disse mennesker gør vores hverdag utryg, ofte er det kun de billeder medierne viser os. Mediernes billeder beskriver ikke så tit, hvordan disse fremmede er søde og rare mennesker, der prøver at få livet i Danmark til at fungere. Tak for det, siger Pia. Det kan jeg bruge til noget, siger Pia. Lad mig vise danskerne, hvordan disse fremmede gør deres verden utryg, lad mig skræmme dem med de værste scenarier, så får jeg sikkert en masse stemmer, siger Pia.

Vi bor i en stor villa på Strandvejen med hvide pudsede facader, smukke blomster i vinduerne og i bedene. I huset er der kun stilrigtige designer møbler, designer køkken, designer børste til at vaske lort væk i toilettet, designer støvsuger, ja alt i dette hus har et navn, det rigtige navn! Men jeg bor ikke i dette designer helvede, men i en lille kasse på loftet med en etiket på. Jeg kigger rundt og ser alle kasserne på loftet, i hver kasse sidder der et menneske.
I denne villa er der ikke sparet på noget, kun på ydelserne til de mennesker, der bor der. De ældre skal skide i en ble fra klokken 15-23, børnene kan ikke få mælk at drikke i børnehaven, der er kun få sengepladser på de psykiatriske hospitaler, men lad os spare på menneskernes velfærd, og lad os købe et designer badeværelse, et med det rigtige navn...

Hvor er hun rød hende Anne Mette, siger du. Jeg er hvid, grå, sort, gul, grøn og rød, siger jeg, der er mange nuancer i et menneske, kan du ikke se det?

- Ghostwriter -

En dag skrev min veninde Tina, om jeg ville hjælpe hende med noget skriftligt - "det vil jeg gerne," sagde jeg.

Tina er et menneske, der altid er der for andre, Tina er sød og betænksom, Tina er syg - desværre lider dette søde menneske af en alvorlig sygdom, og det var en lille sprække ind i hendes verden, jeg skulle hjælpe hende med. Hun havde skrevet en masse selv, hun havde lavet en hel række billeder og sammenligninger, hun havde sat følelser ind i teksten, det eneste hun manglede, var at sætte teksten ind i et rum og tilsætte en stemme. Det hjalp jeg hende med.

Tinas tekst er nu blevet valgt, og det indebærer, at teksten skal udgives i en bog (udkommer i december), der indeholder tekster, skrevet af kræftsyge og overskuddet går til Kræftensbekæmpelse.

Jeg nød, at jeg kunne hjælpe hende, det var meget lærerigt for mig at være hendes ghostwriter...

Under udarbejdelse

Jeg er i gang med at beklæde denne sofaforlænger med stramaj - da jeg fortalte Teddy om min idé, syntes han, at det lød rædselsfuldt, men jeg håber, at han kan lide resultatet - jeg elsker det farvespil, de forskellige motiver giver - det er rart, at have forskellige projekter i gang, når overskuddet titter frem -

ENDNU EN SAMTALE...

Endnu en samtale hvor jeg skal svare på diverse spørgsmål. Dagene går stille og roligt, jeg har haft det nogenlunde, og ser det som fremgang. Psykologen på distrikt psykiatrien er dygtig, hun giver mig redskaber, hun siger, at depressive enten lever i fortiden eller fremtiden. Jeg lever i fremtiden, det vil sige, at jeg i starten af dagen skal rumme hele dagen, alle gøremål, alle krav.

Jeg sidder på trappen under den overdækkede terrasse, jeg suger i cigarettens ende, jeg maler, jeg vasker tøj, jeg skriver tekster, jeg støvsuger, jeg stresser over, at jeg skal hente August om fem timer, jeg stresser over aftensmaden, jeg tænker, at jeg tænker, men det stopper ikke, jeg tænker, at jeg skal trække vejret helt ned i lungerne, som psykologen har sagt, jeg trækker vejret ind af munden og ud af næsen, jeg lukker mine øjne, men åbner dem hurtigt igen, da blandingen af cigarettens stoffer og vejrtrækningen, gør mig svimmel. Jeg tænker på den samtale, jeg skal til, jeg tænker på, hvad jeg skal lave efter samtalen, jeg trækker igen vejret helt ned i lungerne og tænker over, at jeg trækker vejret helt ned i lungerne, men at jeg ikke må lukke mine øjne.

Har du altid undgået situationer, hvor der er mange mennesker samlet, spørger hun. Det har jeg ikke, men gør det ofte nu, da jeg har lært lidt mere om mine grænser, siger jeg. Hvad gør det ved dig, når du opholder dig sammen med mange mennesker, spørger hun. Jeg har følelsen af, at de kravler rundt på mig, at de er alle vegne, at der ikke er plads til mig, siger jeg.