Angst

Det er meget lang tid siden, jeg har mærket noget til angsten, og så er alt jo glemt... men nu husker jeg igen. En samtale stresser mig, det er for hårdt at snakke. Mit hjerte pumper, så jeg føler, jeg har drukket to liter kaffe. Jeg har hovedpine, da min krop er anspændt, den vil ikke slappe af, selv om jeg prøver at overtale den til det. Og jeg har svært ved at skrive dette.
Kuren er at komme ud, så om lidt kører jeg på genbrugstur. I de forskellige genbrugsforretninger koncentrerer jeg mig udelukkende om at kigge på ting og slapper derfor af i krop og hoved...

I dag har præcis 5000 læsere været inde på min blog, siden jeg startede for næsten i et år siden. Det er rart, at have jer i mit liv, uden at jeg ved, hvem I alle er...

God dag til jer alle derude...

I depressionens helvede

Jeg lader kroppen falde, det gør ondt i knæene, idet de lander på trægulvet. Jeg placerer håndfladen på gulvets overflade og mærker skidtet mellem fingrene, mens hånden bevæger sig fra side til side, en bevægelse der minder mig om den måde, jeg aer min drengs ryg, når vi sidder i sofaen og ser tegnefilm. Tungen rammer det kolde gulv, jeg kravler og lader tungen glide fremad. Jeg udtænker et system, der gør stuens enorme flade mere overskuelig; fem parallelle strøg for derefter at kravle lidt frem og så fem strøg igen. Munden fyldes gradvist af støv, der ligger som et tæppe over gulvet, støv i små uldne samlinger, der flyver og prøver at lege fangeleg med mig, sorte strømpefnuller, brødkrummer, risrester fra gårdagens aftensmad, mine lange hår. Brækket sprøjter ud over gulvet. Jeg rejser mig, går ud i køkkenet, åbner lågen til skraldespanden og spytter rester af hår og støv ud. Jeg løber tilbage til stuen. Jeg prøver at danne et overblik, men opgiver, falder hårdt på knæerne og lader igen tungen bevæge sig hen over gulvet; fem parallelle strøg for derefter at kravle lidt frem og så fem strøg igen.

Venskaber og depressioner

Venskaber og depressioner er et ringe match. Det har jeg op til flere gange måtte erkende. Gennem årene har jeg mistet veninder, der havde svært ved at forstå min manglende kontakt. En reaktion jeg udmærket forstår. Det har alle været veninder, jeg har holdt af, og som jeg har haft stor interesse i at beholde. Jeg tror, at det er naturligt, at man mister og får nye venner hele livet, og at nogle forsvinder for en stund for derefter at vende tilbage senere i livet. Det er selvfølgelig hårdt, at denne frasortering sker på grund af sygdom, men jeg har accepteret det, da jeg heller ikke er i stand til at dyrke mange veninder på en gang. Jeg har erkendt, at venskaber og depressioner er et ringe match.

Jeg har modtaget en krea-award. Det var Rikke (http://www.mamalover.blogspot.com/), der var så sød, at give den til mig.
Her er hendes begrundelse:

- for dit flippede og helt igennem gennemførte indretning,
din ærlighed og åbenhed omkring dit liv.


Syv sandheder om mig selv:

Da jeg var yngre, elskede jeg at gå i joggingtøj

Da jeg var yngre, troede jeg, at mine veninders forældre og mine lærere hadede mig

Da jeg var yngre, spiste jeg mange Sønderjysksrugbrødsmadder med Nutella, mens jeg sad og varmede mig ved en radiator i mine forældres køkkenalrum

Da jeg var yngre, læste jeg erotiske noveller

Da jeg var yngre, drømte jeg om at blive skuespiller

Da jeg var yngre, elskede jeg mine kærester for meget

Da jeg var yngre, hørte jeg en af mine klassekammeraters mor sige, at jeg aldrig ville blive til noget

Tur til København fortalt i billeder

Periodisk depression

Jeg er netop vendt hjem efter en samtale med min psykolog og en læge. Min diagnose: periodisk depression. Jeg er ekstra sårbar og skal være opmærksom på tegn på op og nedture, så jeg kan tage et eventuelt tilbagefald i opløbet. Det er rart, at det nu er, som det er...
Jeg har ikke haft depressionens modbydelige nedture et stykke tid nu, så jeg føler, at mit liv igen kan begynde...

Københavns hovedbanegård

- Nysgerrig -

Min nysgerrighed startede som en følelse i min mave og udviklede sig til et indlæg. Tak til I to, der valgte at skrive en kommentar. Siden har jeg tænkt, at det måske slet ikke er min ret at være nysgerrig...

Hvem er mine læsere?

Til marts har jeg blogget i et år. Jeg elsker at blogge, da jeg skriver direkte ud til dig. Når/hvis jeg får udgivet min første roman, må jeg slippe den, når den er blevet forvandlet til en bog. Så kommer den måske til at ligge på et sengebord, men jeg er kun et navn på forsiden og kan ikke gøre andet end at læse anmeldelserne, gode og dårlige. Jeg håber meget, at det lykkes for mig, selv om det er meget svært. Jeg giver aldrig op, jeg vil dygtiggøre mig, indtil det lykkes.

På min blog skriver jeg til dig, der har lyst til at følge med, måske får du noget ud af at læse mine ord, måske er du her ved et tilfælde...

Hvis du har lyst, må du gerne fortælle mig lidt om, hvem du er:

Er det dit første besøg? Besøger du mig regelmæssigt? Hvorfor? Er du mand eller kvinde? Hvor i landet bor du? Er du skrivende? m.m. ( I må gerne være anonyme)

På forhånd tak...

Mange kærlige hilsner fra Anne Mette

Nu skal der vaskes tøj!

Jeg kaster op, hvis jeg skal læse ét ord mere af min roman. Jeg har læst og læst og læst og læst, og nu gider jeg ikke mere! I weekenden læser Teddy den færdig, og derefter må min skrivegruppe kæmpe sig igennem den. Efter så mange gennemlæsninger begynder sætninger og ord at miste deres betydninger. Min før så store lidenskab føles uforståelig, og jeg tænker: hvorfor?!
Måske er tiden kommet, hvor jeg skal slukke computeren og lave noget andet...

Detaljer

Detaljerne er overalt - jeg registrer dem - jeg tænker i tekst og ord - jeg finder mit kladdehæfte - jeg skynder mig at skrive stikord - jeg vil nødigt miste noget.
I badekarret strømmer de ud med vandet - og for at de ikke skal forsvinde med det beskidte vand, vælger jeg to - husk dem nu, tænker jeg - husk dem nu - pakket ind i et håndklæde skriver jeg de to bedste detaljer i mit kladdehæfte.
Om natten vælter de rundt i mit hoved - de forstyrrer min søvn.
Du fortæller mig noget - jeg siger, ”sikke en god detalje” - jeg gemmer den til senere.
Detaljerne er overalt - og de er i gang med at ophæve øjeblikket.

Hjemme bedst, men ude godt!

Min mave er fyldt af rastløse følelser, der ender i min hals og medfører små indtag af luft af gangen. Jeg orker snart ikke at gå hjemme mere. Min roman er snart klar til at blive læst igennem af nogle skrivende væsner. Weekenden virker også en smule uoverskuelig, da vi skal være herhjemme, hvor jeg går alene i hverdagene. Jeg trænger til at se andre mennesker end mit spejlbillede.

I næste weekend skal jeg til København, hvor jeg skal til nytårskur hos vores tidligere underviser Pablo Llambías. Han samler de tre skrivekunsthold, som han underviste på universitetet i Kolding. Jeg har booket et hotelværelse fra fredag til lørdag og fra lørdag til søndag, skal jeg være hos min søster. Åhh hvor er det tiltrængt, at komme lidt på eventyr.
Jeg tager tidligt af sted med toget fredag. Efter ankomst til København finder jeg mit hotel og gør mig tilrette. Derefter vil jeg spise og skrive et hyggeligt sted i nærheden. I min nye roman skal jeg beskrive et besøg til København, så jeg har tænkt mig at samle forskellige detaljer på min tur.

Dagbøger

I de sidste mange dage har jeg arbejdet med min roman, så jeg trænger til en pause. Derfor har jeg fundet alle mine gamle dagbøger frem. Da jeg begyndte at kigge efter de forskellige bøger i kassen, faldt jeg over nogle sider, som jeg havde glemt. Efter min første indlæggelse i 2002 boede jeg en kort overgang hos mine forældre. I den periode skrev jeg dagbog. Det blev til 30-40 sider. Og nu er det, jeg tænker, hvem jeg egentlig var dengang?

På mit sengebord...

ligger der tre bøger.

Jeg har læst Når tårer bliver til regn, hvor 11 kræftramte danskere fortæller om deres liv med sygdommen (http://www.forlagetcare.dk/) og Lone Aburas' debutbog Føtexsøen.

Jeg er i gang med at læse Pia Juuls Mordet på Halland.

Genbrug

I går var jeg rundt i et par genbrugsbutikker. Jeg fandt blandt andet denne fine "solvogn."
Nu må sneen gerne forsvinde og erstattes af sol, så jeg kan komme ud at ligge - indtil da må den vente i kælderen.