ANNE METTE

Hvordan lever I jeres liv?

2012-02-14T10:59:00.003+01:00

I disse dage har jeg vanvittigt ondt af mig selv - én af grundene er, at jeg har svært ved at finde et stabilt hverdagsliv...

Det går nok over om ikke så længe, men mens jeg aer min kind - kunne jeg godt tænke mig at vide:

Hvordan lever I jeres liv? Hvordan ser jeres hverdag ud? Hvad laver I, når jeres børn sover, hvis I har børn? Hvad går jeres weekender med? Føler I glæde ved hverdagen?

Jeg har tabt følelsen af, hvordan et liv uden en psykisk lidelse ser ud - jeg håber inderligt, at I vil hjælpe mig - give mig lidt perspektiv - bare et par enkelte linjer...

Vintervejr...

2012-02-01T14:07:00.001+01:00

Alene med mig selv...

2012-01-25T11:31:00.000+01:00

Jeg er alene med mig selv- ikke kun i fysisk forstand, for jeg er alene - sidder i et tomt hus, i vores stue under detobligatoriske vattæppe og retrokoppen med kaffe ved min side.

Det er en anden alenehed,jeg føler, jeg skriver om, også uden helt at kunne sætte ord på hvilken oghvorfor.

Kan man være alene på flere måder?

Når jeg går rundt for mig selv, går jeg ligeledes ved siden af mig selv - to af mig og alligevel alene.

Fem minutter er gået, siden jeg begyndte på dette indlæg, hvilket allerede giver mig en distance til alenehedsproblematikken, og af den grund vil jeg forsøge mig med en forklaring:

Hvis jeg skal forsøge at forstå, så kan alenehedsfølelsen være kommet af, at min trofaste følgesvend gennem mange måneder (depressionssygdommen) er forsvundet. Depressionen har skærmet mig, da jeg var handlingslammet, men det er jeg ikke længere.

Nu skal jeg vælge og fravælge og tage stilling og forholde mig til alt omkring mig - til hus salg, uddannelse, arbejde, venskaber, familie og meget mere - og alt sammen på én gang...

Aleneheden er en følelse, men ikke en dårlig følelse, ofte en skræmmende én, men jeg vil tror, at det betyder, at jeg er på rette vej...

Bla bla bla bla...

Min fremtid...

2012-01-19T08:47:00.001+01:00

På en mørk parkeringsplads sidder jeg - mødet, jeg skal til, begynder først om en halv time. Kaffen, jeg drikker, er stærk, og cigaretten slukkede jeg for et øjeblik siden på den kolde jord. En snak om min fremtid - det lyder skæbnesvangert - men det er, hvad jeg skal til - en samtale om jeg skal fortsætte min uddannelse eller ej. Beslutningen havde jeg taget indtil i går - jeg ville holde en pause med de spændende fag og hårde eksamener, men kommunen ville gerne støtte mig med mere tid. Jeg havde taget beslutningen på baggrund af min tendens til at ryge i mani, når jeg arbejdede med de meget interessante emner i opgaverne og i timerne - Men åhhh, hvor vil jeg dog gerne gøre min uddannelse færdig.
En snak med min kontaktperson på det psykiatriske hospital sammen med min sagsbehandler giver mig i dag svar på min fremtidsudsigter...
Morgenlyset lyser parkeringspladsen op, og jeg skal snart parkere bilen ved det psykiatriske hospital...

Hus til salg

2012-01-10T23:03:00.001+01:00

Under min varme dyne ligger jeg - elsker jeg at ligge sen aften træt i kroppen - træt i hovedet. Lige nu er jeg bange og spændt på samme tid, der mærkes som en kildende fornemmelse i maven. Vores hus skal sættes til salg - officielt er det blevet - mælgeren var forbi i dag.Jeg elsker vores hus, men min sygdom koster - og gør det på flere områder. Nu flytter vi tilbage til midtbyen tæt på det meste - en super god ting, når Teddy skal stå med alt, mens jeg kravler rundt under gulvbrædderne.

Tirsdag

2012-01-03T14:04:00.000+01:00

Tirsdaghedder dagen i dag opkaldt efter en oldnordisk tyr - tirsdag er tyrs dag, mendenne tirsdag er min dag.

I dag leverjeg uden at vente på et eller andet derude i fremtiden - jeg ignorerer frygten idag og nyder den voldsomme vind og vattæppets varme, den sidste slat koldekaffe og mine varme fødder - jeg nyder energien pible i hver af mine bevægelser - og den fraværende træthed, når jeg passerer sengen derinde i mørket...

JUL

2011-12-07T15:05:00.001+01:00

At kunne eller ikke at kunne - være noget for andre

2011-11-29T10:58:00.001+01:00

Jeg savner at kunne være noget for andre. Savnet og den dårlige samvittighed voksede sig kæmpe, da jeg med ét kunne alt igen - alt og mere til.

Mit rundtossede hoved besluttede at bruge den nye energi på at finde tilbage til dem, jeg holder så meget af. Jeg overvejede at besøge to på én dag, så jeg ville nå hele vejen rundt - jeg havde travlt, der var meget at nå, inden jeg igen ingenting ville kunne.

Men jeg nåede ingen steder hen. Efter samtalen med min kontaktperson på det affektive team - den hvor jeg blev gjort opmærksom på min tilstand af mani - blev jeg nødt til at sætte mig roligt i sofaen - flytte mig rundt i huset med langsomme bevægelser - og undgå samtaler med emner, der ville sætte mit indre i omdrejninger.

Det var altafgørende, at jeg ikke fodrede monsteret i mig - og det lykkedes - den har igen lagt sig til at sove. Nu håber jeg, at jeg med langsomme skridt, kan bevæge mig ud og rundt - for jeg savner jer...

En rejse fra lav til høj...

2011-11-24T17:43:00.001+01:00

Min tilstand er gået fra en lang depressiv periode over til et kort ophold i det normale, og er nu hoppet op i en blanding mellem hypomani og mani.

Jeg kender den forførende brusen i min krop - jeg har prøvet det mange gange før. Dog er det første gang, jeg kan sætte et navn på uhyret inde i mig.

Jeg er blevet sat ned i min antidepressiv medicin, og i dag har sovet en bevidstløs søvn fra kl. 10 til kl. 15 - et godt tegn på, at jeg er på vej tilbage til den normale tilstand igen.

På BogForum med Teddy

2011-11-15T14:35:00.001+01:00

Der er de dage...

2011-11-08T12:30:00.000+01:00

... hvor jeg er stolt af,at jeg skriver - og så er der de dage, hvor jeg føler mig som en teenagermed en drøm.

Grænsen mellem forfatterog forfatterspire er enorm - den respekterede forfatter over for den naiveforfatterspire.

Men sådan skal det velogså være - respekten fortjenes i det øjeblik, man har skrevet noget, der er "godtnok."

Men det ændrer ikke på, at jeg som skrivende en gang imellem mangler en vis form for anerkendelse - hvilket jeg helst ikke vil indrømme - men følelsen ligger sommetider i min mave og triller rundt.

Det værste er de stikpiller, jegpå universitetet må sluge, da det for nogle enkelte lektorer er ildeset, at mansom litterat drømmer om selv at skrive...

Med det på plads, såsidder jeg lige nu og skriver - jeg nyder det - det er hårdt arbejde, men fedtarbejde - et arbejde jeg magter på trods af mine op- og nedture...

Mit navn er August

2011-11-07T15:19:00.000+01:00

- AT FAMLE -

2011-11-01T13:44:00.000+01:00

- Gribeusikkert, klodset eller forsigtigt efter noget fx fordi man ikke kan se.

- Bevægesig på en usikker (og søgende) måde ved at føle sig frem med hænderne fx iet mørkt rum.

Detovenstående er den danske ordbogs beskrivelse af at famle. Jegtænker,

at jegofte famler for at finde - at famle er et livsvilkår. Men ikke i negativ forstand- vi famler for at søge en forståelse i det uforståelige - ikke en højeremening med alting, da jeg ikke mener, at en sådan mening eksisterer

- men iet forsøg på at forstå og handle ud fra den forståelse. Jegfamler som mor, som psykisk syg mor - jeg bevæger mig nogle dage på enusikker

ogsøgende måde og føler mig frem - dette i et forsøg på at handle efteromstændighederne. Det er Augusts livsvilkår at have en psykisk syg mor -det vigtigste er at handle derefter.
Jeg famler som mor, kone, datter, veninde,studerende, blogger og forfatterspire - jeg famler for at finde etøjebliks forståelse til denne forståelse igen forsvinder. Mit behov for atskrive og blogge er en famlen i sig selv.
Vi har i min lille trekløverfamiliefamlet os frem til forståelse og derfor, i dette øjeblik, en måde at levemed vores udfordringer på...

På mit sengebord...

2011-10-25T09:59:00.000+02:00

... ligger der to fantastiske bøger.

"Monte Lema" - en selvbiografisk sonnetsamling af Pablo Llambías.
"De næste 5000 dage" - en hybridroman af Amalie Smith.

At leve blandt de ikke-syge

2011-10-16T11:36:00.001+02:00

Den sidste tid har jeg "levet" blandt de ikke-syge - (ikke-syge, da alle mennesker har samme symptomer som psykisk syge, men i så mild grad at de ikke bliver syge af det.)

Jeg har for første gang i længe deltaget i et par arrangementer "herude" - (herude, da jeg stadig befinder mig her.)

I dag har jeg det som et barn, der ønsker at kravle tilbage til den psykiatriske afdelings trygge livmoder.

Det er de forventninger og krav (krav der er en naturlighed for de ikke-syge,) der også nu forventes af mig.

Et smil på mine læber og manglende opfyldelse af disse krav, ses til tider som dovenskab, egoisme eller manglende interesse fra min side.

Men jeg er interesseret, en ikkedoven person og egoist vil jeg helst ikke ses som.

Jeg trives "herude" og vil nødig tilbage til stedet uden forventninger på trods af, at jeg aldrig kommer til at kunne leve op til de, i vores samfund, skjulte krav og forventninger.

Mit behandlingssted siger, at jeg gør et stort flot arbejde. De har givet mig en gul post-it til spejlet på badeværelset med påskriften:
"Du er værdifuld præcis som du er." Jeg forsøger, at lade den lille gule seddel påvirke mit nuværende selvbilled.

Jeg er værdifuld præcis som jeg er, også selvom jeg ikke kan leve op til mine egne krav.

Gruppeterapi

2011-10-11T21:09:00.000+02:00

Hver onsdag kl. 10 går jeg i gruppeterapi for mennesker med affektive lidelser, det vil sige mennesker med depression og maniodepressive. 1,5 times fuld blus sygdomssnak.

Det er onsdag i morgen. I dag gik jeg direkte under dynen, da jeg havde afleveret August i børnehaven og vågnede først igen kl. 13.41.

Jeg er stadig træt her til aften, hvor klokken er 21.07.
Snart skal jeg se CSI med min skønne mand og glemme alt om træthed, gruppeterapi og sygdom.

"en pause med din skrivning"

2011-10-09T12:23:00.001+02:00

Det er bedst, hvis du holder en pause med din skrivning.

For lidt tid siden var det, hvad min kontaktperson sagde - hende på det affektive team, hvor jeg er i behandling de næste to år.

Og hun havde ret - jeg kunne ikke styre det abstrakte. Så jeg erstattede min skrivning med små spil på min iPhone - jeg spillede restaurantchef og designer, og jeg arvelede frøer, og det gjorde godt - jeg sorterede ting i vores hus, jeg ordnede vores forhave, og beskæftigede mig generelt kun med konkrete ting.

Nu skriver jeg så igen. Og hvor har jeg savnet det. Det gør mig godt. Det giver magi i min krop.

Åh, hvor jeg dog elsker at skrive.

Jeg skriver på roman nummer to, hvor roman nummer et blander sig - hvor alt er blevet tredjeperson i steder for førsteperson, og hvor der nu er to forløb - en nutids del og en datids del...

At blogge er for mig at leve ude i virkeligheden fra min seng...

2011-10-07T10:41:00.002+02:00

Da jeg for noget tid sidenbesluttede at skåne min familie mest muligt, og af den grund valgte at stoppemine sygdomsindlæg her på bloggen, stoppede mine indlæg helt. Ikke fordi jegkun er sygdom, men fordi min sygdom er én del af de mange dele, der udgør mig.

Min familie er megetpåvirket af at være pårørende. Og fordi jeg stadig er ustabil, høj, lav ogmeget sjældent jævn, vil jeg forsøge at skærme dem ved at stoppe de svingendesygdomsindlæg.

Jeg overvejede helt at stoppe med at blogge, men jeg holder for meget af det. Det hjælper mig at skrive herinde, da en del af det der gør mig syg, er de mange tanker, refleksioner m.m. der konstant flyver rundt i mit hoved.

Så overvejede jegat lave en blog mere, hvor jeg udelukkende kunne reflektere over det at være syg, men til de af mine læsere, der følger anonymt med, ville det kræve, at deskulle henvende sig til mig for at få den nye adresse. Og noget af det jeg holderaf ved blogging er, at man som læser kan være anonym, noget jeg selv er hosflere bloggere.

Konklusionen er blevet, atjeg skriver, som jeg plejer, men uden tilstandsindlæggene.

Starter nyt og hvidt...

2011-10-06T17:39:00.000+02:00

... og giver mine læsere mulighed for at vælge selv...

I det mørkeste rum...

2011-09-09T10:54:00.001+02:00

I det mørkeste rum i huset sidder jeg under dynen - jeg er i gang med at gennemlæse Teddys romanmanuskript og læser lidt i bogen Lolita af Vladimir Nabokov - en bog jeg skal have læst til mandag, hvor jeg skal til undervisning på universitetet.

I morgen bliver August fire år - i dag holder han fødselsdag i børnehaven, hvor han i morges blev modtaget med jubel og glæde af de andre børn - en lille dreng kyssede ham endda på munden, hvilket kom lidt bag på August, men som endte med to søde drenge og et knus.

I mit hoved går det bedre, er det hårdt, men går bedre, er jeg træt, men holder pauser, så jeg igen kan fungere...

Æblehøst

2011-09-05T21:13:00.002+02:00

Efter aftensmaden og inden puttetid gik vi alle tre i haven...

Glæde...

2011-08-12T14:43:00.001+02:00

I dette øjeblik er jeg glad og glæden over at være glad, gør mig mere glad.
Mens jeg skriver dette, glæder jeg mig over, at jeg er glad, og at glæden over dét gør mig mere glad...
Det er sådan en rar følelse...

Måske skulle jeg prøve...

2011-08-08T21:07:00.003+02:00

... at skrive lidt.

Jeg er hjemme - har været det en uge i morgen.

Det er svært, men efter omstændighederne går det godt. Det går godt, for jeg har en mand, der er fantastisk. Nogle gange tror jeg, at han kender mig bedre, end jeg kender mig selv.

Han siger stop, når jeg tror, at jeg kan alt - når jeg glemmer, at jeg er syg, husker han mig på det.
Og det er vigtigt, at jeg husker, så jeg ikke kører mig selv træt, stresser eller kører for stærkt - en balancegang jeg endnu ikke mester.

Det føles, som går jeg på line på en sytråd og mit kendskab til hvad der sker, hvis jeg falder, gør mig ubeskrivelig bange.

Mine dage går med at holde ud, holde pauser, sove og nyde min familie. De gode tidspunkter er sammen med dem.

Lige nu holder jeg ud, indtil jeg igen kommer til at holde af at leve...

Jeg skal hjem...

2011-08-01T23:00:00.004+02:00

Jeg skal udskrives i morgen - jeg skal hjem i morgen - "ikke tilbage til hospitalet," som jeg sagde til August i weekenden.

Jeg er ikke stabil sygdomsmæssigt, men jeg kan mærke, at jeg ikke bliver mere stabil af at forblive indlagt.

Nu skal jeg hjem og lære at leve med sygdommen - lære at bruge de redskaber jeg har fået. Jeg føler mig klar til kamp!

Jeg skal hjem - endelig!

I nat...

2011-07-26T23:48:00.001+02:00

I nat skal jeg sove ved siden af min lille dreng...

Regn

2011-07-14T18:18:00.000+02:00

Regnen vælter ned her og alle andre steder, men jeg er kun her og ingen andre steder.
I næsten to måneder har jeg været her sammen med min sygdom, der ikke vil slippe mig og gå væk.
Det er uudholdeligt og jeg er bange - bange, ensom og træt!

Jeg er så heldig at have dem i mit liv...

2011-07-11T15:40:00.006+02:00

Det er vanskeligt for mig at skrive for tiden, men jeg vil bare så gerne fortælle om det dejlige hjemmebesøg, jeg havde i weekenden.

Egentlig skulle jeg overnatte fra fredag til lørdag til søndag hjemme, men torsdag fik jeg et grimt angstanfald. Og da angst ofte er en følgesygdom i forbindelse med en depression, har jeg desværre også den at kæmpe med nu.

Min kontaktperson og jeg besluttede, at det var bedst kun at overnatte hjemme fra lørdag til søndag.

Hele fredag kæmpede jeg med angst for angsten.

Lørdag tog jeg hjem - bange for hvordan det ville gå.

Men det gik - ikke bare gik, det var fortryllende.

Vi var i biffen med popkorn og snolder - luede ukrudt i haven og drivhuset - jeg tumlede og puttede med August - havde nogle gode snakke, kyssede, krammede med Teddy.

Det eneste Teddy og jeg ved, er at vi vil være sammen. Det er vores udgangspunkt - derudfra må vi indrette vores liv, så vi alle tre på bedst mulig måde kommer gennem de svære perioder.

Jeg er så heldig at have dem i mit liv...

August og Teddy der sidder klar til at vinke farvel til mig søndag formiddag

Godnat derude i den virkelige verden...

2011-07-10T23:16:00.001+02:00

Jeg kan ikke skrive

Normalt er det ikke svært at skrive herinde

Når jeg har det dårligt

Men nu er det svært for mig at skrive herinde

På trods af

At jeg har brug for det

Sovemedicinen er begyndt at virke - så godnat derude i den virkelige verden…

TRÆT...

2011-07-04T23:07:00.006+02:00

Jeg er træt...
Sovetræt...
Træt af at sove...
Sygdomstræt...
Træt af den stillestående bedringsproces...
Træt af den nødvendige ensomhed...
Træt af at være træt...

Mit "hjem" - de sidste fem uger...

2011-06-26T22:23:00.015+02:00

Tak...

2011-06-25T10:58:00.001+02:00

Tusind tak for jeres støtte - jeres beskeder, sms'er, mails, på facebook og her på bloggen - tak for konvolutten med blomster udenpå og lækkerier indeni, hjertechokolade i en smuk rød æske - tak for jeres tanker og ønsket om at besøge mig (hvilket jeg stadig ikke kan holde til. Desværre - da det ville være dejligt at se og være sammen med jer.)

Og et kæmpe tusind tak til min familie og Teddys familie. I tager jer så godt af August og Teddy - det giver mig ro til at kæmpe at vide, at de har jer...

Det blev en hel takketale ;o) men jeg har sådan brug for at sige tak - noget jeg ofte ikke har energi til, når jeg får jeres beskeder m.m.

Den støtte og hjælp vi har fået er uvurderlig...

Jeg kæmper stadig, men det går fremad dag for dag...

Da jeg i morges slog øjnene op...

2011-06-22T10:25:00.000+02:00

Tidlig morgenstund

Da jeg i morges slog øjnene op, kunne jeg mærke, at noget var anderledes - anderledes end de sidste to dage, hvor jeg har vandret rundt som en søvngænger - sovet det meste af tiden - ikke kunne mærke sult - orkede ikke at ryge og undgik de andre patienter, hvis det var muligt.

Da jeg i morges slog øjnene op, var den massive træthedssky forsvundet.
I dag har jeg spist morgenmad i kantinen - jeg har været til morgenafspænding i gymnastiksalen - og er i gang med at vaske lidt tøj, da jeg er løbet tør for trusser.

Da jeg i morges slog øjnene op, sagde jeg til mig selv: "Det bliver en god dag - det bliver en god dag," - igen og igen for at holde de depressive negative tanker på afstand.

Jeg tror, at det bliver en god dag i dag...

Den kølige vind

2011-06-21T22:59:00.001+02:00

Jeg nyder ofte, inden jeg lægger mig til at sove, at åbne vinduet - ligge i sengen ved vinduet - og mærke den kølige, rolige vind blæse ind til mig. Det giver mig følelsen af igen at kunne trække vejret - bare for et øjeblik.

Det er en hård kamp at kæmpe!

2011-06-20T21:35:00.003+02:00

Noter

2011-06-16T23:24:00.001+02:00

Når jeg om aftenen venter på, at én af de ansatte finder en sovepille til mig, står jeg ofte og gaber - men jeg sover ikke natten igennem uden den magiske pille.

Om morgenen, næsten præcis kl. 6.40, banker nattevagten på min dør, åbner og fortæller, at klokken er 6.40 og spørger, om jeg har sovet godt.

I dag skrev jeg lidt på min roman nr. 2. Jeg har ikke kunne skrive eller læse fiktion i noget tid.

Jeg har købt et usb-modem og kan nu komme på nettet på min computer - før bloggede jeg fra min iPhone.

På lørdag har jeg været indlagt en måned - en måned hvor jeg har været svært deprimeret uden de store tegn på bedring. I dag oplevede jeg det første lille glimt af bedring.

Jeg skal i bad i morgen tidlig - en aftale jeg har med min kontaktperson - at komme i bad er svært. Det er første gang, at jeg skal i bad om morgenen under min indlæggelse. Jeg kan ikke overskue både at skulle i bad og gå i kantinen for at spise morgenmad, så i morgen får jeg morgenmad på min stue.

Jeg er ikke flovt over at lide af en psykisk sygdom - det er der ingen grund til. Vi er ikke svage - det kræver styrke at leve med en psykisk lidelse.

Sidst han var på besøg, efterlod han et mærke af sin lille hånd på min dør

2011-06-15T09:15:00.004+02:00

I dag får jeg besøg - det er min lille lyshåret dreng, der om nogle timer kommer løbende mod mig og råber ”moar.”

Vi skal læse bøger og bygge Lego sammen - sidde tæt, kysse og kramme, grine og fjolle - og løbe om kamp på gangene, når ingen ser det…

Det er ubeskriveligt hårdt at undvære min dejlige lille dreng…

Indlagt (på tredje uge)

2011-06-10T09:15:00.003+02:00

Når jeg har tisset - orker jeg ikke at tørre mig

Når jeg har tørret mig - orker jeg ikke at rejse mig

Når jeg har rejst mig - orker jeg ikke at gå hen til håndvasken

Når jeg er nået hen til håndvasken - orker jeg ikke at vaske hænder

Når jeg har vasket hænder - orker jeg ikke at tørre dem

Når jeg har tørret dem - orker jeg ikke at gå tilbage til sengen - ikke at lægge mig i sengen - ikke at ligge i sengen...

Når jeg har ligget i sengen - orker jeg ikke at stå op...

Debat - Er det okay?

2011-06-08T18:52:00.005+02:00

Synes du, det er i orden, at patienter på landets psykiatriske hospitaler må gå flere uger (tre uger i mit tilfælde) uden at blive tilset af en læge?

Det virker til, at det ikke er uset - men er det okay?

Giv mig din mening - alle meninger og holdninger er velkomne...

I GÅR OPFORDREDE JEG VORES KÆRE HR. STATSMINISTER - LARS LØKKE RASMUSSEN (eller nærmere redaktionen på hans facebook-profil,) OM AT DELTAGE I MIN LILLE DEBAT INDEN HAN, SENERE PÅ MÅNEDEN, SKAL DISKUTERE VELFÆRD PÅ FOLKEMØDET 2011 PÅ BORNHOLM.

DET SKER HØJST SANDSYNLIGT IKKE, MEN JEG VIL MENE, AT JEG NU HAR RETTET MIN FRUSTRATION I DEN RIGTIGE RETNING...

Tusind tak til alle jer der har deltaget.
Jeg havde sådan brug for at høre, at jeg ikke var ene om min frustration over de manglende resourcer på landets psykiatriske hospitaler...

Lægesamtale - eller mangel på samme (indlagt 2011)

2011-06-08T09:21:00.006+02:00

Jeg kunne ingen ro finde, glemte at børste tænder, spurgte flere gange min kontaktperson, om jeg måtte få en cirkatid. Hun sagde, at det helt sikkert blev, men kunne ikke sige hvornår. Jeg forsøgte at hvile under dynen, men mit hjerte hammerede - uroen var værre end den plejede. Jeg fik noget beroligende, røg en masse cigaretter, kunne ingenting spise...

Sen eftermiddag spurgte jeg, om det snart var tid - om det var min tur til at tale med lægen - de svarede, at det var slut, ikke flere lægesamtaler før fredag...

Nu bliver jeg nødt til at vente til fredag - vente med at vide om der skal føres strøm gennem min hjerne (ECT) - om de vil forsøge sig med en ny type medicin - om jeg skal blive ved med at have det så dårligt!

Resourcerne er få...

2011-06-07T11:22:00.001+02:00

Jeg sidder i en af afdelingens sofaer - venter og håber på en lægesamtale.

Det er første dag i dag, at den faste overlæge er på afdelingen, mens jeg har været indlagt.

Det er fjorten dage siden, jeg har talt med en reservelæge.

Resourcerne, hos dem der har mit liv deres hænder, er få.

Ny regering søges...

Vi kæmper hver vores kamp - (indlagt 2011)

2011-06-06T08:31:00.003+02:00

Det er hårdt.
Alle kæmper vi hver vores kamp.
Vi har lært hinanden at kende herinde.
Vi smiler til hinanden.
Vi giver knus.
Det er et rart sted at være, når det gør så ubeskriveligt ondt...

Min hånd

2011-06-02T23:50:00.005+02:00

Jeg kan ikke falde i søvn

2011-06-02T23:47:00.005+02:00

Gåtur i hospitalets have

2011-06-01T19:37:00.002+02:00

Godnat

2011-05-31T22:27:00.003+02:00

Jeg har lige taget min sovemedicin og lidt beroligende.

Efter en nat næsten uden søvn har jeg valgt at hoppe tidligt under dynen.

Så nu ligger jeg her og glor på hullerne i loftet - klokken er ikke meget mere end 22.00.

Jeg er egentlig ikke særlig træt - men trænger til ro - en lang nats ro...

Godnat derude i den virkelige verden.

Det er svært at sætte ord på...

2011-05-31T09:31:00.001+02:00

Jeg har lagt mærke til, at det er svært for mig at skrive om, hvordan jeg har det. Det er nemmere at lægge et par billeder ind, som jeg har redigeret på min iPhone, end at fortælle hvor slemt jeg har det.

Det er svært at skrive om, det er svært at forklare, det er så svært at forholde sig til, men måske lykkes det på et tidspunkt at sætte lidt flere ord på...

Stue 10

2011-05-30T22:13:00.005+02:00

Mandag

2011-05-30T08:55:00.002+02:00

En ny ugeplan er udarbejdet og hænger fast med to magneter på min tavle.

En mandag med alt for mange planlagte aktiviteter - tager pusten fra mig - efterlader mig med rystende hænder, hjertebanken og åndenød.

Ansigter

2011-05-28T13:12:00.007+02:00

Hun maler ansigter - kvinden, jeg har mødt herinde.

De er helt fantastiske, og jeg ser frem til at hænge den ovenstående blyantskitse, af Maria Jensen Kier Bang, på min væg.

Se de mange ansigter på hendes hjemmeside:

www.gallerikier.dk

Min lille smukke dreng

2011-05-27T16:03:00.002+02:00

I forhallen sidder jeg - her er lyst og højt til loftet.

Gennem vinduerne ser jeg efter en cykelist, der er min mand - drengen bagpå min smukke lille dreng. Lige nu føles det uvirkeligt, at jeg er den heldige mor til den lille dreng. Det er anden gang, siden jeg blev indlagt, at jeg skal se ham - og jeg glæder mig mere, end det er muligt...

Et par gange om dagen får jeg et nik... (Indlagt 2011)

2011-05-27T08:18:00.003+02:00

Et par gange om dagen får jeg et nik - en sjældent gang et smil, men for det meste ser jeg ned.

Det er som har de psykiske lidelser stjålet vores evne til at tale.

På gangene færdes vi i stilhed. Høflighedsfraserne har vi ladet blive hjemme.
En ny kontrakt blev underskrevet, da vi blev indlagt.

Lige nu ligger jeg i sengen på stue nr. 10, der er mit nummer her på afdelingen. Min udsigt er smuk og skov.

Forvirret

2011-05-25T19:22:00.001+02:00

Jeg er så forvirret lige nu...
Hvem er jeg overhovedet? Hende den glade og begejstrede - var hun bare en mani?
Jeg søger efter at få det bedre - eller søger jeg hende, jeg var, da jeg var manisk?
Er der et midt imellem - et sted, hvor jeg kun er Anne Mette?

Hej, jeg hedder Anne Mette, og jeg er maniodepressiv

2011-05-24T23:32:00.005+02:00

Hun sidder i sofaen overfor mig, der sidder i lænestolen overfor hende. Hun er maniodepressiv, og den første, jeg har mødt, der lider af det samme som jeg. Når hun fortæller om at leve med sygdommen, kalder hun sig maniodepressiv og ikke, som jeg, bipolar. Jeg har altid syntes, at det at være maniodepressiv lød mere alvorligt end det, jeg led af - og af den grund har det været nemmere at kalde det noget, der ikke lød helt så slemt.

En samtale med en utrolig sød kvinde efterlader mig med ingen tvivl overhovedet - og af glæden over at møde og endelig snakke med en, der oplever de samme svingninger som jeg, begyndte alt i min krop at pulsere - vi stoppede samtalen, jeg gik tilbage til min stue, tog en snak med min kontaktperson og et hvil.

Så nu har jeg intet valg end at begynde at acceptere min sygdom, så jeg kan lære at leve med den.

Hej, jeg hedder Anne Mette, og jeg er maniodepressiv.

Indlagt... igen (2011)

2011-05-24T11:07:00.002+02:00

I lørdags blev jeg indlagt med en svær depression.
Egentlig ville jeg ikke skrive herindefra, men jeg kan mærke og tror, at det kan hjælpe mig.
Jeg har brug for at "tale" med bloggen om mine tanker og oplevelser herinde - sagt lidt grimt...

Jeg håber, at I har det godt derude...

Kærligst fra Anne Mette

Jeg viser jer et billede af August fra én af forårets varme dage - mens jeg venter på, at solen vender tilbage...

2011-05-18T10:12:00.003+02:00

måske ikke helt

2011-05-15T20:59:00.002+02:00

Det er måske ikke helt korrekt, når jeg fortæller, at det går godt, når jeg siger, at det går skidt, når jeg ikke ved, hvordan tilstanden er, men tror, at det går godt eller skidt eller siger, at jeg har besluttet, at nu går det godt, når jeg ikke kan mærke noget.

Det er måske ikke helt korrekt, når vi fortæller, at det går godt, når vi siger, at det går skidt, når vi ikke ved, hvordan tilstanden er, men tror, at det går godt eller skidt eller siger, at vi har besluttet, at nu går det godt, når vi ikke kan mærke noget.

Det er måske ikke helt korrekt, når de fortæller, at det går godt, når de siger, at det går skidt, når de ikke ved, hvordan tilstanden er, men tror, at det går godt eller skidt eller siger, at de har besluttet, at nu går det godt, når de ikke kan mærke noget.

Det er måske ikke helt korrekt, når man fortæller, at det går godt, når man siger, at det går skidt, når man ikke ved, hvordan tilstanden er, men tror, at det går godt eller skidt eller siger, at man har besluttet, at nu går det godt, når man ikke kan mærke noget.

Det er måske ikke helt korrekt, når de fortæller, at det går godt, når jeg siger, at det går skidt, når de ikke ved, hvordan tilstanden er, men tror, at det går godt eller skidt eller siger, at man har besluttet, at nu går det godt, når vi ikke kan mærke noget.

Isolation /venskab

2011-05-11T10:31:00.003+02:00

I den sidste tid har jeg isoleret mig - gemt mig lidt væk - trisset rundt hjemme i stuerne - uden særlig kontakt med venner og veninder - de skønne mennesker som jeg holder så meget af. En af grundene er, at jeg ikke kan overskue tanken om at skulle forholde mig til en dato frem i tiden - jeg ved jo ikke, hvordan jeg har det den dag i fremtiden.

I søndags var jeg sammen med en kær veninde. Vi snakkede og hyggede, mens vores børn legede rundt om os. Nu føler jeg, at jeg er en bil, der har fået benzin i tanken, hvis da en bil kunne føle noget som helst :) I dag onsdag er jeg stadig ikke løbet tør…

Og det er et paradoks som så meget andet, når man er depressiv - alt det der er godt for mig, når jeg er depressiv, kan jeg ikke overskue - motion, spise ordentligt, komme ud, dyrke venner, gå i bad m.m.

Nu vil jeg bare nyde den nyfundne energi…

God regnvejrsonsdag derude… (Som nu (kl. 15) er blevet til en solskinsonsdag... )

Hvor skal jeg gå hen?

2011-05-04T12:19:00.002+02:00

Blive siddende i sofaen?
Følelsen af tilfredshed eller noget?
Kan findes flere steder?
Eller ingen steder?
Hvis ingen steder?
Kan jeg jo godt blive i sofaen?
Jeg er træt?
Skulle jeg lægge mig i sofaen?
Drømme kan ligeledes?
Give en følelse af noget?
Eller af ingenting?
Jeg skal tisse?
En tilfredshedsfølelse?
Der er til at forstå?
Men hvor skal jeg gå hen?
Når toilettet er stoppet med at larme?

LONDON WE LOVE

2011-05-03T12:13:00.002+02:00

Om foråret tager Teddy og jeg til London.
Vores Loooooove-trip var i sidste uge - tilfældigvis bryllupstid og en by i festhumør.
Det var tredje gang i år, og som altid var det en dejlig tur.

Når jeg ikke kan andet, kan jeg skrive...

2011-04-19T12:15:00.001+02:00

Når jeg ikke kan andet, kan jeg skrive...

Men jeg er ikke alene. Græsi hopper og fiser rundt om mig, som siger hun: "se mig nu," og hvis det ikke lykkes at få min opmærksomhed, så puffer hun til mig med snuden.

Måske er det fordi, jeg vil skrive, at jeg ikke kan andet...

Et velfortjent hvil til Græsi

Nu nyder jeg igen at skrive...

2011-04-18T13:17:00.000+02:00

Sidste uge var en skrivefri uge, og jeg endte derfor med at fylde sofaen i havestuen med bøger:
Tove Ditlevsen, Raymond Carver, Sylvia Plath, Pablo Llambias, bøger om køkkenhaver, bøger om Bipolar lidelse, indretningsbøger.
Det var en tung taske, jeg bar hjem fra biblioteket.

Jeg har nydt at læse - nu nyder jeg igen at skrive.

Roman nummer 1 er gemt væk for en stund. Nu skriver jeg på roman nummer 2, der stille og roligt er ved at tage form. Ved siden af skriver jeg lyriske-prosa-tekster.
Det er rart at kombinere det lange tekstformat med korte overskuelige tekststykker...

Hjemmedage i stuen i haven

2011-04-14T13:06:00.000+02:00

medicinen har stjålet noget

2011-04-13T10:36:00.000+02:00

hvem jeg er

hvad jeg tænker om, hvem jeg er

ved jeg ikke

hvad jeg skal beslutte mig for, hvem jeg er

har jeg ikke besluttet

medicinen har stjålet noget af

den jeg var

hvor meget

hvor lidt

ved jeg ikke

DEBAT: Hvad kan vi bruge litteraturen til?

2011-04-06T12:43:00.004+02:00

Jeg kom i bad og af sted i går - til Kolding - til undervisning - til en forelæsningsrække, hvor de forskellige undervisere blandt andet forsøger at give deres deres bud på, hvordan danskfaget og herunder litteraturhistorien kan formidles på nye måder.

I pausen sad flere af de studerende sammen med underviseren og diskuterede deres uforståelighed over for andre menneskers uforståelighed over for værdien af danskfaget og værdien af litteraturen

- værdien var for dem åbenlys.

Jeg lyttede ivrigt og ventede, mens jeg drak min kaffe:

Hvad var deres bud på litteraturens værdi? Men deres forklaringer udeblev - de var enige i tavshed - som var deres forståelse af værdien en hemmelighed, hver enkelt sad og gemte.

Jeg var skuffet - jeg havde nemlig brug for at høre, hvad de mente, var litteraturens værdi.

Jeg har nemlig og desværre mistet lidt af min tro på den!

Jeg spørger nu mig selv:

"Kan jeg, som kandidatstuderende i dansk, tillade mig at se litteraturen som tæt på meningsløs?

"Nej, der synes jeg ikke, jeg kan!"

Det skete, da jeg begyndte at lege med en anden genre:

Mens min roman har fået lov til at ligge og summe nogle dage, måske bliver det til et par uger, har jeg vovet mig ud i en blanding mellem dybt vand og tryg jord.

Jeg skriver lyrik, digte, rim og remser.

Jeg leger med surrealisme, blandet med realisme, blandet med lyd.

Men en dag midt i rim og remser tabte jeg lidt af min tro på litteraturen. Med et virkede det meningsløst at skrive og at læse.

Jeg følte, at jeg blev nødt til at finde et budskab at klistre på teksterne, for at de skulle "blive til noget." Jeg følte, at jeg skulle lægge et slør over teksterne, for at læserne derefter kunne trække sløret væk for at finde budskabet - for at få noget ud af teksten. Det virkede som et ligegyldigt projekt.

Kære litteraturinteresserede og alle andre,

Hjælp mig - giv mig jeres bud på, hvad litteraturen kan? Er litteratur mere end ligegyldig underholdning? Er lyrik mere end gåder, der skal løses?

Hvad skal vi bruge litteraturen til?

Kærlig hilsen Anne Mette

P.S. Jeg sætter det måske lidt på spidsen. Tag jer ikke af det. Jeg er bare super interesseret i, hvad I mener litteraturen kan?

Jeg er ikke depressiv!

2011-04-05T10:58:00.001+02:00

I dag er jeg deprimeret - men ikke depressiv!
Jeg er udkørt - men ikke depressiv!
Meningen med mit skriveprojekt er forsvundet - men jeg er ikke depressiv!
Jeg orker ikke at skulle til undervisning i Kolding - men jeg er ikke depressiv!
Lige nu kan jeg ikke tage mig sammen til at komme under bruseren - men jeg er ikke depressiv!
Jeg har lyst til at voldæde slik som trøst - men jeg er ikke depressiv!
I dag er jeg deprimeret - men ikke depressiv!

RØD - blandt andet...

2011-03-31T11:46:00.004+02:00

Hun fortsætter ufortrødent...

2011-03-24T12:28:00.000+01:00

...med begejstring og troen på, at det nok skal lykkes.

De dage, hvor jeg ikke er på universitetet, arbejder jeg med mit manuskript - igen :)
Første del har jeg splittet ad - tekst for tekst, og nu er jeg i gang med at samle dem på ny, mens jeg arbejder med sprog, detaljer, replikker m.m.

Det er hårdt at få afslag. Mit mod svandt efterfølgende ind til ingenting. Jeg har heldigvis gjordt mig den erfaring, at modet og troen vender tilbage.

For jeg elsker at skrive - at famle rundt i min egen verden - forsøge at få en verden, der aldrig har eksisteret, til at ligne den, vi lever i.

Jeg elsker at skrive - det er dét, jeg vil... Læserne skal nok komme - jeg må bare blive ved med at dygtiggøre mig...

... jeg giver i hvert fald aldrig op...

Klippet ud i papir...

2011-03-20T19:40:00.002+01:00

Forårskuller skaber forandringer hjemme hos os...

2011-03-16T16:58:00.008+01:00

...blandt andet i vores havestue, hvor Teddy og min far, en lørdag, vandskuerede murstensvæggen - Teddy malede væggen hvid weekenden efter...

Da vi købte (minus møbler)

I dag

Da vi købte

I dag

Nu er vi i gang med køkkenet - nye fliser på vægge og bord - hvide låger .

I dag satte jeg fliser på køkkenbordet sammen med min far.

Alt det jeg tænker på...

2011-03-14T15:08:00.010+01:00

Skriveselvtilliden er lav.
Mit liv er rart.
Jeg er dybt forelsket i Teddy og August.
Men det er ikke altid let.

Når det går godt, flyver vi og glemmer, at jeg er syg.

Det kommer altid som et chok, når jeg igen bliver dårlig.

Jeg har fået afslag - fra Gyldendal - fra Rosinante.

Jeg vil gerne være forfatter.

Jeg kan lide at skrive.

Det er det, jeg vil.

Vi skal ikke have flere børn.

Det gør mig ked af det.

Jeg elsker at være mor.

Min roman er god - jeg tror det - jeg ved det, måske.

Vores liv er spændende.
Jeg kan lide at leve det.
Jeg er i tvivl om, hvordan det føles at være bipolar.
Var jeg hypomanisk i går?
Eller bare aktiv?

Jeg har svært ved at acceptere, at vi ikke skal have flere børn.

August vil gerne være storebror.
Han synes, der skal en baby ind i min mave.
Jeg savner mine veninder, når jeg gemmer mig væk.

Min skrivegruppe er eminent.

Min mand passer på mig.

Jeg er heldig, at jeg har ham.

Det er, når jeg sidder lidt på afstand og betragter August, at ønsket om endnu et barn er størst.
Han er så fuld af liv.
Nysgerrig, en krudtugle og tænksom.
Jeg er heldig, at jeg har fået ham.
Hvis jeg skal forsøge at finde det gode ved ikke at få flere børn.
Så må det være tid og et større overskud.
Tid og overskud til August - tid og overskud til andre ting.
Hellere overskud til én end underskud til to.
Ligeledes muligheden for og tiden til at skrive.
At skrive giver os begge en vis tilfredshedsfølelse og glæde.

Det smitter af på vores liv sammen.

Jeg er stoppet med at ryge - 2 ½ måned i dag.

Én af bivirkningerne af den nye medicin (lithium) er et lavt stofskifte.

Jeg har taget tre kilo på.

Jeg har en plan.

De er væk om en måned.

Er jeg reduceret til en snotklat efterladt af en eller anden fodbolddommer?

2011-03-10T11:02:00.005+01:00

Når jeg lægger mig - bliver jeg træt - bliver jeg liggende...

Når jeg skriver - bliver jeg frisk - bliver jeg høj - jeg skriver til noget eller nogen stopper mig - kaffelyst, tissetrang eller familieeftermiddagshygge...

Der er ingen mellemvej, den vej findes ikke i min forståelse af noget som helst - desuden synes jeg ikke om farven grå, hvis grå overhovedet går under betegnelsen "farve."

Men på nuværende tidspunkt ligger jeg altså - så nu er jeg blevet træt - nu vil jeg sove...

"Du bliver syg, hvis du fortsætter sådan her"

2011-03-07T14:46:00.014+01:00

Da hun sagde det, var der noget i hendes ansigt, en alvorsmine omkring munden, der gav mig tårer i øjnene. Du bliver syg, hvis du fortsætter sådan her, sagde hun, min psykolog og hentydede til mit høje aktivitetsniveau, eventuelt som en flugt fra den realitet at jeg er nedtrykt.

Lige nu sidder jeg i bilen, i kø ved bilvasken - øver mig med lukkede øjne, eller det vil sige, lige før øvede jeg mig med lukkede øjne, da jeg på nuværende tidspunkt skriver dette indlæg på min iphone, men lige før trak jeg vejret dybt med lukkede øjne og prøvede at få min krop til at slappe af og finde ro. Der holder to biler foran mig i køen - en sort og en sølvgrå.

Jeg er hjemme igen, bilen er ren, og det ene sidespejl hænger og dingler. Jeg sidder i stuen på sofaen med computeren på mit skød. Jeg er umådelig træt, og glædes over tanken om en lur.
Jeg trænger til et bad, men orker det ikke - har ikke lyst. Derinde under bruseren skal jeg stå med mine tanker og mærke mig selv, da den eneste aktivitet er at putte de forskellige kemikalier i håret og på kroppen og rotere for at blive våd overalt.
Når jeg skal fylde benzin på bilen, er det lidt det samme. Jeg orker det ikke - gruer for de fem minutters stilstand, mens tanken fyldes op - jeg er heldigvis kun kørt tør en enkelt gang.

Hvad er det mon, jeg flygter fra? Kan det være den fysiske følelse - vejrtrækningen, mavefølelsen? Måske er det intetheden - at tingenes værdi forsvinder. Min fornuft er klar over, at følelsen af værdi vender tilbage, men der er alligevel øjeblikke, hvor intetheden tager over - at ordet intethed klinger af kliché, kan være med til at få ordets betydning til at forsvinde - måske af den grund et velvalgt ord...

Afleveret!

2011-03-02T21:03:00.002+01:00

Min eksamensopgave er afleveret, og jeg håber, det betyder, at jeg stopper med at hælde havregryn i kaffekoppen.

JEG ♥ MULEPOSER

2011-02-17T12:40:00.007+01:00

Godnat...

2011-02-15T22:59:00.004+01:00

Jeg mærker en ny bums på min hage, mens jeg tygger en engelsk vingummi og tænker, at jeg trøstespiser fordi, jeg troede, jeg kunne det hele, nu hvor medicinen virker, men det kunne jeg ikke, så jeg pakker én af de der små Marsbar op, og bider den halvt over, men den smager ikke godt, måske fordi min mave er fyldt op, men jeg tager alligevel en Twixbar i skålen ved siden af mig i sengen, hvor jeg sidder under dynen med det blomstrede betræk og mig i en lyserød natkjole.
Jeg synker den klistrede masse, mens jeg prøver at finde billeder, der bedst muligt ville beskrive, hvad jeg føler, måske noget med at tankerne binder sløjfer eller knuder, eller at tankerne spjætter rundt i mit hoved som en høne uden hoved, men jeg er træt nu, og en nats søvn læger alle sår eller noget i den stil, så nu vil jeg rejse mig, gå ud på toilettet, rense min mund for alle sukkerstofferne, sove og hoppe op på hesten i morgen...

Godnat derude i det hvide, ganske, danske land...

JEG ELSKER FACEBOOK

2011-02-13T12:12:00.011+01:00

Facebook er et fantastisk medie.

Jeg nyder at følge mine facebook-venner og synes, det er skønt, at de lader mig se lidt af deres liv.
Jeg føler, at de er blevet en del af min hverdag.

Facebook giver mig et indblik i, hvordan andre vælger at leve, og derved en større forståelse for de valg de træffer, de ting de gør, og hvad de vægter højest.

Der var en periode, hvor mange slettede de venner, de ikke længere kendte, eller havde noget at gøre med eller andet, og jeg forstod det ikke.

Facebook muliggør jo netop, at man kan "være sammen" uden at "være sammen" - man behøver ikke at kende hinanden udover facebook.

Jeg har en facebook-ven, jeg aldrig har kendt.

Da hun anmodede om venskab, spurgte jeg, om vi kendte hinanden - jeg var i tvivl - det var hun ikke.

Jeg tænkte "hvorfor ikke", og nu "kender" jeg hende en lille smule.

Hun er den yngste af mine facebook-venner, og det er skønt, at få et indblik i hendes liv, hvor konfirmationen er overstået og festen lige begyndt.

Jeg oplever ofte, at en af mine bloglæsere bruge udtrykket: "Jeg har lige været inde at snage på din blog", men det er ikke at snage, hverken herinde eller på facebook. Jeg synes, at det er ren interesse og naturlig nysgerrighed.

Overnatning i Odense

2011-02-05T12:29:00.005+01:00

På dette semester har jeg valgt at tage et fag på Odense Universitet. Faget hedder "Sproglig opmærksomhed i diverse kontekster", og det lød vanvittig spændende, da jeg i går var til undervisning første gang. Efter undervisningen tog jeg på en café et sted i Odense, da jeg først kunne tjekke ind på det hostel, jeg skulle overnatte, efter klokken fire.
I dag skal jeg nemlig mødes med min skrivegruppe i Odense, så jeg har overnattet i byen på et værelse på 4. sal, og dér har jeg sovet til lyden af pibende blæst.
Lige nu sidder jeg og skriver på Odense bibliotek, men om lidt kører jeg hen og mødes med min fantastiske skrivegruppe.

Stuen

2011-02-01T18:04:00.002+01:00

Jeg står i døråbningen.
Stuen er foran mig med dens mørke sofa, de mangefarvede puder, med fjernsynet og de to porcelænsfigurer i vindueskarmen.
Når stuen er foran, må jeg være bag, men hvis jeg er bag stuen, hvem er så foran.
Jeg træder roligt frem to skridt ad gangen.
Nu er stuen bag mig, hvis jeg vender mig rundt, vil jeg kunne se den.

Hjemme hos os...

2011-01-27T19:57:00.000+01:00

Vores kælder

2011-01-24T21:13:00.002+01:00

Vores kælder står næsten, som da vi flyttede ind i huset for halvandet år siden.
To kælderværelser er sat i stand, det er Teddys arbejdsværelse og et værelse til mig.
Mit værelse satte min søde far i stand, som en overraskelse, da jeg var indlagt sidste september. Jeg elsker mit værelse, jeg elsker vores kælder.
Den sidste tid har jeg trisset rundt, ryddet op og sorteret ting, og tøj og alt muligt andet, nede i vores kælder med fuld musik fra min Ipod.
Jeg elsker virkelig at sortere ting...

Jeg tror, det er et januarsyndrom...

2011-01-19T11:16:00.002+01:00

Jeg flytter rundt og rundt og rundt - en reol fra havestuen op i stuen - billeder fra havestuen ud i køkkenet - bøtter fra det ene køkkenbord til det andet - jeg kan ikke holde ud at se på de samme ting stå de samme steder - jeg sidder ikke længere i sofaen og skriver, jeg er rykket over til skrivebordet - jeg tisser på det andet toilet - jeg har skiftet de stramme jeans ud med jeans med vidde - jeg kan ikke holde ud at gøre de sammen ting den ene dag efter den anden - jeg flytter krusene fra det ene køkkenskab over til det andet køkkenskab - det hæklede tæppe i sofaen bliver skiftet ud med et andet - retrofarverne er væk og pastelfarverne er kommet frem - rutinerne er ved at æde mig op, men jeg er gået i gang med at bekrige dem...

Det går godt...

2011-01-15T15:05:00.009+01:00

Ja, det går faktisk godt, men jeg har været lidt bange for at sige det højt...

Jeg har jo ikke de bedste erfaringer med medicin.
Og så skal jeg sikre mig, at placeboeffekten er forsvundet, inden jeg finder ro og pakker glæden, over medicinens (litium) virkning, ud...

Egentlig er jeg ret forvirret.
Jeg reflekterer en del over:
Hvem jeg er, hvad der var sygdom, og hvad der nu er medicin?
Kan jeg lide de ting, jeg troede, jeg kunne?
Kommer min begejstring tilbage?
Hvad har jeg bildt mig selv ind, og hvad er faktum?
Kan jeg overhovedet skrive?
Det troede jeg, men nu er jeg i tvivl...

Al den tvivl gør mig usikker, og usikkerhed forstærker usikkerheden.

Det har været og er lidt hårdt nu, men jeg ved, at det bare er for en periode, jeg ved det, og min psykolog siger det.
Mavefølelsen vender tilbage, og troen på mig selv, så jeg skal nok klare usikkerheden for en stund.

Hvis du er interesseret i at læse lidt om sygdommen Bipolar affektiv lidelse så tryk på linket her:

http://bipolarforeningen.dk/?id=8605

En kold tur til Vesterhavet

2011-01-12T10:34:00.002+01:00

I weekenden besøgte August, Teddy og jeg mine forældre i Blåvand.
Efter søndagsfrokosten tog vi en tur til havet.

Min far der ser ud over havet

Teddy der fryser

August elskede at klatre rundt på isflagerne

August kom for langt ud, så jeg måtte hente ham og et stort stykke is, som han ville have med hjem

August og jeg der passer på ikke at falde på isen

Farvel til Daghøjskolen...

2011-01-05T11:41:00.011+01:00

Inden jul stoppede jeg på Sydvestjysk Daghøjskole i Esbjerg, hvor jeg i 16 uger har undervist i kreativ skrivning.

At undervise er lige mig.
Så det var hårdt at sige farvel, at stå dér efter juleafslutningen med en buket blomster i hånden.
Da jeg havde sagt farvel, var der ikke andet at gøre, jeg måtte åbne yderdøren og tage hjem.
Men det er kun positivt, at jeg ikke havde lyst til at tage derfra.
Stedet osede af menneskelig varme.
Jeg modtog mange smil i løbet af en dag.
Og så har jeg lært meget.

Nu har jeg lavet mig et lille kontor i sofaen i havestuen, hvor jeg sidder og skriver min praktikopgave...
Til februar skal jeg tilbage til universitetet, hvilket jeg glæder mig til...

Mit kontor

Min udsigt fra sofaen: vores indbyggede bogreol, som jeg stadig kan sidde og falde i svime over. Jeg fortæller ofte min svigerfar, hvor smuk hans værk er...

Det har været en dejlig juleaften, en afslappet juleferie og en skøn nytårsaften - Nu er jeg klar til et nyt år...

2011-01-03T20:56:00.001+01:00

STJERNE PÅ TRÆET OG RISENGRØD TIL NISSERNE

Måske kan jeg på et tidspunkt mærke mig selv igen...

2010-12-20T12:02:00.002+01:00

Jeg har svært ved at skrive noget som helst.
Må jeg være ked af det? Er jeg ked af det? Hvorfor skulle jeg være ked af det?
Jeg er maniodepressiv, jeg har en sygdom nu, jeg er bipolar.
Jeg forstår det ikke.
Medicinen, jeg modtager, er nu den rigtige, burde jeg være glad?
Jeg er lettet, men jeg tror ikke, at jeg er glad.
Jeg har svært ved at mærke mig selv, så jeg lader ting ske.
Jeg nyder dem, jeg elsker.
Måske kan jeg på et tidspunkt mærke mig selv igen...

Medicinen begynder at virke...

2010-12-16T10:54:00.002+01:00

LIDT JULEHYGGE

2010-12-09T11:10:00.006+01:00

ADVENTSKRANS SOM MIN MOR LAVEDE DEN, DA JEG VAR LILLE

JULEPYNT SOM JEG HAR ARVET EFTER MIN MORFAR OG MORMOR

En ny diagnose og en ny type medicin

2010-12-03T11:40:00.004+01:00

Jeg prøver at forklare hende, at jeg ikke kan mere, at der må være noget andet galt, end det hun siger, at jeg måske har brug for en anden type behandling. Men det hjælper ikke, hun siger det, hun plejer at sige. Jeg føler mig dum, føler at jeg er hypokonder af højeste grad. Håbløsheden gør mig svimmel. "Så må du indlægge mig, for jeg kan ikke holde til det her længere," siger jeg.
Efter en time hos hende skal jeg snakke med overlægen. Modsat hende giver han mig en ny diagnose og en ny type medicin. Han giver sig tid til at forklare det hele for mig, det er rart, men det føles også som et meget hurtigt skift. I det ene rum afvises det, at jeg lider af andet end Periodisk depression - I det næste rum er der ingen tvivl, og jeg får meget hurtigt en ny diagnose: Bipolar affektiv lidelse.
Selvom det hele virker overvældende, er jeg lettet. Nu er der en forklaring på de "høje" perioder, hvor jeg farer rundt som en skoldet skid, hvor jeg bliver begejstret over små ting og synes ekstremt godt om mig selv. I de dage, hvor jeg er "høj," arbejder jeg konstant, ordner hus, er den perfekte mor og har lyst til at lave en masse spændende ting. Det hele går så stærkt, at jeg til sidst ikke kan følge med, og det ender med, at jeg vælter, bliver depressiv og har brug for at sove hele tiden.
Jeg har længe følt, at de "høje" perioder (de såkaldte hypomaniske episoder,) ikke var normale. Men jeg fik altid at vide, at de var en del af min personlighed.
Jeg er nu begyndt at tage Litium. Det skulle være et ret effektivt middel til at tage de mange svingninger. Jeg tror på, at det hele bliver bedre nu...

Vi har brug for hjælp...

2010-12-02T11:06:00.009+01:00

Jeg prøver at koncentrere mig, så jeg ikke skal løbe den lange vej til toilettet. Angsten giver mig kvalme, og kvalmen er ved at overmande mig, men jeg kan ikke overskue at brække mig.

I går sov jeg hele dagen, i nat sov jeg hele natten, i dag kan jeg ikke sove for kvalmen.

I morges lå jeg på sofaen. Teddy var taget på arbejde, August sov. Sveden lå i et tyndt lag overalt på min krop. Jeg prøvede at komme op at stå, så jeg kunne vække August, men jeg kunne ikke, alt svimlede for mig. Jeg blev liggende lidt og prøvede så igen.

"Mor henter dig i eftermiddag," sagde jeg til August, da jeg afleverede ham i børnehaven, men jeg frygtede, at mor måske i stedet lå i en hospitalseng på det psykiatriske hospital.
Jeg skal til samtale hos min psykolog klokken to. Jeg har lovet alle omkring mig, at jeg forlanger, at de hjælper mig.
Medicinen virker ikke, den har aldrig virket optimalt. Jeg har været syg lige siden min sidste indlæggelse.
Jeg har haft gode perioder, høje perioder, jeg har haft svære perioder, hårde perioder. Jeg kan ikke holde til det længere, min familie kan ikke holde til det længere, jeg har brug for en pause, min familie har brug for en pause. Vi har brug for hjælp...

Så langt - så godt...

2010-11-28T11:36:00.000+01:00

Så er mit manuskript sendt til korrektur.
Så langt - så godt...
En sidste gennemlæsning og jeg har nået målet...

GOD WEEKEND

2010-11-26T13:10:00.009+01:00

Sidste weekend besøgte August og jeg mine forældre i deres sommerhus i Blåvand.
Det var en dejlig weekend, der bød på lækkert mad, gåture, orange flammer i brændeovnen, snolder og meget mere. Vi lavede adventskranse og flettede stjerner, vi snakkede og legede med Lego...

I denne weekend skal Teddy og jeg holde kæresteweekend, mens August hygger sig med sin fætter hjemme hos mormor og morfar.

Jeg smiler venligt...

2010-11-25T11:18:00.002+01:00

Jeg skriger til dem, at det ikke er normalt. De siger, at det er normalt og kaster flere piller i hovedet på mig. Jeg går ud af døren til Distriktpsykiatrien og sletter alt bag mig, glemmer alt, så jeg igen kan fungere. Jeg står op om morgenen, drikke kaffe og spiser den sædvanelige portion havregryn. Jeg arbejder og smiler venligt til alle omkring mig. Jeg beslutter, at alt er, som det skal være, indtil jeg ikke kan holde skrigene på afstand. Så skriger jeg igen, råber at det ikke er normalt, at jeg svinger for voldsomt, at jeg er for høj og for lav. De siger, at det er normalt, at det er min personlighed og giver mig flere farverige piller og større dosis. Jeg er ynkelig, siger jeg til mig selv, de har selvfølgelig ret. Smerterne dulmer jeg denne gang med beroligende medicin. Jeg sover om natten. Jeg vasker tøj, sort, farvet og håndklæder. Jeg tager på arbejde og smiler igen venligt. Jeg er blevet så god til at smile.
Der går ikke længe, så kan jeg ikke skrige mere, for min stemme er ved at være hæs...

2010-11-18T20:49:00.000+01:00

Stilhed får det til at gøre ondt!

Vi pjaskede i vand

2010-11-18T13:43:00.006+01:00

Min treårige nej-dreng sad i sofaen, så kun øjnene og det lyse hår stak op over dynen med det hvide betræk. Mens jeg satte mig og trak lidt af dynen over mig, fortalte jeg, at han skulle i bad. Men det forventede "nej" udeblev. Peder Pedal var i gang med at jagte en gravhund på rulleskøjter ned ad en stejl bakke. Jeg ventede til jagten var afsluttet, og gentog så. Hans svar skuffede mig ikke. "Nej," sagde han, "jeg vil ikke i bad." Dynen blev trukket over hovedet, men kun et øjeblik, da han ikke ville gå glip af Peter Pedals næste træk. Jeg havde mest lyst til at trække dynen over mit hoved og lægge mig til at sove. Men jeg besluttede mig for at træde i karakter på trods af træthed og manglende overskud.

Det lille badeværelse var kun lyst op af to stearinlys, da halvfjerdser-spejllampen er blevet fjernet uden en ny lampe er blevet hængt op. I det sparsomme lys pjaskede vi i vand, vi sang under bruseren, vi tørrede os og var begge klar til en lang dag.

Jeg elsker min rolle som mor. Det er livsbekræftende, skægt og hårdt.

Drømmen om nummer to ligger dybt i mig, men det er desværre ikke så realistisk en drøm...

Jeg nyder de gode dage i fulde drag

2010-11-16T10:45:00.001+01:00

Jeg trækker rullegardinet op og tænder stearinlysene i vindueskarmen. Vores bil er hvid af frost. Træerne, græsset og ukrudtet er ligeledes dækket af et hvidt lag. For en uge siden vågnede jeg ikke hjemme i min varme seng. Da jeg i tirsdags slog øjnene op, kiggede jeg lidt desorienteret rundt, men opdagede hurtigt, hvor jeg var.

I dag kan jeg slet ikke forstå, at jeg for en uge siden havde det så slemt, at jeg havde brug for en overnatning på psykiatrisk skadestue. Jeg ved, at det ubehagelige kan vende tilbage, så jeg nyder de gode dage i fulde drag.

MIN LYKKE

2010-11-12T11:20:00.002+01:00

Det pusler ved døren. Jeg flyver op og løber ud i gangen. Jeg åbner hoveddøren, og ser dem står våde og smilende på trappen. August fortæller, at han fryser. Teddy giver mig et kys.

Vi aftaler, at vi skal ned i havestuen og drikke varmt kakao, så de kan få varmen. Brændeovnen buldrer. Jeg tænder stearinlys. Vi pjatter alle tre i sofaen, indtil der kommer børnetime. På billedet ovenover er de begge fuld optaget af Fandango. Deres tumlen i sofaen, deres grin og pjat og min hverdag sammen med dem er min lykke. Det er dem, der får mig til at kæmpe videre.

Det er nu fire dage siden, jeg overnattede på psykiatrisk skadestue. Recepten på den antipsykotiske medicin, som jeg fik derude, har jeg gemt langt væk. Jeg tager allerede tre forskellige slags medicin: antidepressiv medicin, stemningsstabiliserende medicin og angstmedicin. Jeg tør ikke at begynde på mere.

I nat lå jeg vågen. En tanke ville ikke lade mig sove:
Da jeg igen blev depressiv, begyndte jeg at tage antidepressiv medicin. Medicinen har være med til at udløse hypomaniske episoder, så jeg begyndte at få stemningsstabiliserende medicin. Jeg ved ikke præcis, hvorfor angsten er blevet så massiv, men nu tager jeg også angstmedicin.

Er medicinen med til at gøre mig syg?

En overnatning på den psykiatriske skadestue...

2010-11-11T13:36:00.024+01:00

To gange går jeg ind til August, inden jeg tager derud. Jeg lægger min kind mod hans. Kysser ham mange gange, mens jeg suger hans sødlige duft til mig.

Jeg er svimmel og udmattet, da mine fødder rammer skadestuens kældergulv. Jeg kigger til begge sider, alt ligner sig selv. Sygeplejersken hilser på mig og siger, at jeg kan tage en kop kaffe, og at hun og en læge vil komme og snakke med mig om lidt.

"Hvad har du med?" spørger sygeplejersken, mens hun lukker døren til stue nummer seks. Jeg svarer, at jeg har et kladdehæfte, en bog, min ipod, min telefon, men stopper da jeg bliver klar over, at hun mente toiletting. Hun henter en tandbørste, en lille tube tandpasta og en hospitalsskjorte til at sove i.

Jeg pakker tandbørsten ud af plastikken og begynder at skrubbe mine tænder. I spejlet ser jeg mine tomme, stirrende øjne og et blegt usminket ansigt. Da hun kommer tilbage, har hun et plastikkrus med vand i den ene hånd og min natmedicin, beroligende medicin og sovemedicin i et lille bæger i den anden hånd.

Sengetøjet lugter af eddike. I min roman beskrev jeg sengetøjets lugt anderledes. Jeg beslutter mig for at huske detaljen, og jeg glæder mig over den nyfundne detalje. Angsten sidder som en prop i min hals. Jeg føler, at jeg skal kaste op. Jeg putter mig under dynen, slukker sengelampen og venter på, at medicinen tager mig væk fra den kolde stue.

Efter tolv timers søvn vågner jeg. Jeg lister ud på toilettet. Der går en del mennesker rundt på gangen. Jeg skynder mig tilbage, lægger mig igen under dynen og falder i søvn. En time senere kommer en sygeplejerske ind og fortæller, at jeg skal tale med en læge.

Jeg kender lægen fra tidligere. Det er ham, der snakker med lukkede øjne, og ham der ofte sukker højlydt. Han stiller mange spørgsmål. Jeg prøver at svare, så godt jeg kan, men jeg ved ikke rigtig noget mere. Føler jeg mig nedtrykt - det ved jeg ikke, for hvordan føles det at være nedtrykt? Føler jeg mig trist? Hvordan føles det, bliver jeg nødt til at spørge ham.
"Hvad har du i tankerne," spørger han tilsidst.
Jeg siger, at jeg gerne vil hjem.

Jeg ved ikke hvad...

2010-11-08T13:31:00.010+01:00

Der er et eller andet, der ikke er, som det skal være, men jeg ved ikke hvad...

Men nu ved jeg, at der er noget, der ikke er, som det skal være, og det er da en start...

ET HALVT ÅR OG TO GENNEMLÆSNINGER

2010-11-05T13:56:00.001+01:00

Så nåede jeg sidste ord på sidste side...

Det er en underlig følelse, at jeg er færdig efter så lang tids arbejde...

Ingen har set mine mange ændringer...

Printeren har larmet det sidste kvarter...

Nu får Teddy manuskriptet...

Jeg er spændt på, hvad han synes...

Tanken om at sende manuskriptet til et forlag gør mig høj og skræmt...

Glæden over at være færdig er blandet med en følelse af rastløshed...

Jeg trænger til en skrivepause...

Nu vil jeg have mig en lur...